Tilmeld dig en uges sommerhøjskole med filmanmelder og tv-vært Maria Månson. En uge, hvor du får indblik i livet bag kameraet. En uge med masser af interessante film, samtaler og ny viden. Og som altid midt i naturskønne Mols Bjerge.
Når vi møder et menneske, vil vi altid forsøge at afkode dem. Hvilke forskelle og ligheder er der, og er hen ven eller fjende? Verbale og ikke mindst non-verbale signaler er med til at styre vores følelser, velvilje og imødekommenhed over for det oplevede. Det samme gør sig naturligvis gældende I fortællinger, filmen er ingen undtagelse.
Men hvordan arbejder filmfolk med toningen af en filmfigur eller specifik scene? Hvilke karaktertræk eller replikker tricker sympati eller det modsatte hos tilskueren? Hvor meget betyder lyd og musik for vores vurdering af en films moralske kodeks? Kan man med det samme filmede materiale klippe en helt til en skurk? Og kan man gå så langt så tilskueren selv bliver en del en films usympatiske udsagn?
Det er nogle af de spørgsmål vi vil søge at afdække I årets kursus om kunstneriske processer. Opholdet vil give dig et indblik I hvilke værktøjskasser, de enkelte filmfaglige har til at styre vores sympati i filmfortællinger. Vi får besøg af dygtige folk fra filmbranchen, der vil dele ud af deres tips og tricks. Og se skal vi selvfølgelig se en masse skønne, særligt udvalgte film. Måske du selv ønsker inspiration fra andres kreative bagkatalog? Måske du blot vil have endnu flere perspektiver på din filmoplevelse? Uanset byder vi dig velkommen til en uge i filmsympatiens tegn.
Luca Guadanignos sommerforelskelse af en film, CALL ME BY YOUR NAME, er ikke blot en fryd for øjet og hjertet. Den er også et glimrende eksempel på en film, hvis fortællestruktur arbejder uden egentlige antagonister. Men hvis alle karakterer er sympatiske, hvor kan man så skabe dén friktion, der skal til for at et drama bevæger sig fremad?
Og hvad sker der med oplevelsen af en films sympatiske udsagn, hvis én af de medvirkende opfører sig usympatisk ude i den virkelige verden?
Historiske og biografiske film har altid (og skal altid) være genstand for det kildekritiske blik. Hvem bestemmer hvordan en historisk figur skal fremstilles i en fiktion? Og hvordan kan man med enkle virkemidler ændre radikalt på vinklingen af en karakter? Vi skal se på to eksempler, der har den samme historiske, ja nærmest mytiske figur som omdrejningspunkt. Men den plads hun indtager i fortællingerne, er vidt forskellig.
Bille Augusts filmatisering af Thorkild Bjørnvigs erindrings-roman PAGTEN fortæller om en Karen Blixen, der var dragende, manipulerende og destruktiv. Her er Birthe Neumanns vidunderlige fortolkning af den litterære løvinde værd at dykke ned i.
Ganske anderledes har tilgangen været i Viaplay-serien om samme forfatterinde. Vi skal se to afsnit af DRØMMEREN – Karen Blixen bliver til – med Connie Nielsen i titelrollen. Det er det samme menneske, der beskrives. Samme stædighed, manipulation og passion – men malet med en ganske anden pensel.
Det er bestemt ikke altid en udelt fornøjelse at være i selskab med mester-instruktøren Michael Haneke. Han har lavet en perlerække af vidunderligt ubehagelige film, og den der trykker mest på knuden i maven (for denne ydmyge kursusleder i hvert fald), er FUNNY GAMES. Udover en række grumme scener, hvor en familie holdes som gidsler i et hus, formår Haneke også at trække os som seere ind i fortællingen. Vi skal tale om, hvilke kneb den gale og geniale østrigske instruktør har i lommen, som sætter vores genreforventninger og sympati i spil.
Gæster
Vi skal møde de to klippere og klippekonsulenter Janus Billeskov Jansen og Anne Østerud, som fortæller om deres arbejde med at kreere sympatiske karakterer i klipperummet. Og vi skal se filmen DRUK og høre om deres arbejde med filmen.
Vi skal også møde den prisvindende skuespiller, Sofie Gråbøl, som vil fortælle om, hvordan man som skuespiller arbejder med at bringe sympati ind i selv de mest usympatiske personer.
Caster Rie Hedegaard kommer og fortæller om arbejdet med at hyre skuespillere i portrætteringen af bestemte karakterer.
Og så kommer skuespiller og manuskriptforfatter Anna Neye og fortæller om arbejdet med filmen VIFTEN og om at portrættere en usympatisk del af dansk historie og selvfortælling.
Undervisere:
Maria Månson, tv-vært og filmanmelder
Åsa Mossberg, filmklipper og forstander på Den Europæiske Filmhøjskole
Tilmelding:
Tilmeldingen åbner onsdag den 22. februar kl. 10:00
Priser:
Læs om priser på sommerkurser her.