Tilmeld dig en uges sommerhøjskole med Politikens Nanna Frank Rasmussen, som tager dig igennem filmhistoriens største skandaler. En uge med masser af film, ny viden, spændende gæster, og dejlig mad.

Film er følelser. Billederne på lærredet manipulerer med os, får os til at grine, græde, fortvivles, forvirres, forelske os og forarges. 

Og derfor har en række film da også vakt ikke så lidt furore ved deres frem- eller genkomst.  Sådanne film og fortællingerne om dem udgør omdrejningspunktet for årets kursus: De skandaløse.

Og det i bred forstand. Skandaler er nemlig ikke kun forargelsens fesent blussende flamme. Det er også det bål, man samles omkring med meninger både for og imod, når eksempelvis noget helt nyt indfinder sig.

Af den grund skal vi se den franske nouvelle vague-auteur Jean-Luc Godards i dag kanoniserede ’Åndeløs’ fra 1960. Sammen med Francois Truffauts ’Ung flugt’ fra året før indvarslede Godards pariser-fortælling et nybrud i europæisk film, der fik stor indflydelse, men også på grund af den særegne klipning, det håndholdte kamera og de afdæmpede historier blev mødt med ’skal det nu være moderne?’, og ’kunne de ikke lære at holde kameraet stille?’ fra dele af publikum.

En film kan også være så skandaløst elendig, at folk begynder at dyrke den for netop den kvalitet. Et eksempel er Tommy Wiseaus ’The Room’, der sammen med Ed Woods ’Plan Nine From Outer Space’ og danske ’Repitilicus’ kæmper om topplaceringen på listen over alle tiders værste film. Journalisten, radioværten og meningsdanneren Ida Rud nærer en dyb kærlighed til dette stykke filmkunst, og hun vil indvie os i, hvorfor den er så fantastisk.

En film, der har været omgærdet af meget postyr siden premieren i 1972, er Bernado Bertoluccis ’Sidste tango i Paris’. I sin tid var den kontroversiel, fordi den blandt andet berettede om, hvad blødt smør også kan bruges til i en erotisk sammenhæng, men siden blev det mindre sexet. For det kom nemlig for en dag, at filmens unge kvindelige hovedperson, Jeanne – spillet af den purunge Maria Schneider – ikke havde sagt ja tak til at blive taget både forfra og bagfra af den næsten 30 år ældre superstjerne Marlon Brando. Den historie har vi inviteret forfatteren Merete Pryds Helle, rost og prisbelønnet for romanerne ’Folkets skønhed’ og ’Vi kunne alt’, til at dele med os.

Ikke alle film får den opmærksomhed, de burde have haft. I visse tilfælde overses de så grumt, at det i sig selv er en skandale. Så selvfølgelig skal vi se alle tiders mest skandaløst undervurderede film. Udvælgelsen af den har vi valgt at lægge i hænderne på dagbladet Informations encyclopædisk vidende filmredaktør, Christian Monggaard, der ved siden af den tjans også får tid til at skrive bøger om film og tv, senest den bedstsælgende og flot anmeldte moppedreng om nationalklenodiet ’Matador’.

Skandaler behøver ikke være noget trist. Det er de engelske komikere i truppen Monty Pythons Flying Circus et eksempel på. Såvel deres tv-komik som film har fået forskellige folk i harnisk, mens publikum har grinet sig halvt ihjel. Gutternes ’The Meaning of Life’ fra 1983 skal vi se og tale om.

Vi skal møde Trine Dyrholm, som fortæller om sit arbejde med rollen som 'Dronningen' - og instruktør Niclas Bendixen skal dele ud af sine erfaringer med filmen 'Ditte og Louise'.

Og så skal vi se Ulric Seidels ’Liebe’ om midaldrende kvinders sexturisme til Afrika, vi skal bivåne Hitlers genkomst i den tyske komedie ’Er ist wieder da’, en tur til månens mørke side med Timo Vuorensolas ’Iron Sky’. Sidste års skandaløse Cannes-vinder ’Titane’ er nærmest en selvfølge, og det samme er Lars von Trier og hans værk. Vi har valgt hans ’Idioterne’. May el-Toukhys ’Dronningen’ handler om sexskandale i en sammenbragt familie. Så den skal vi se. Og Malou Reimans ’En almindelig familie’ fortæller om en transperson i en kernefamilie, den er også på programmet, ligesom Francois Ozon’s ’Gud være lovet’, om den katolske kirkes til tider skandaløse interne omgangsformer. Et smut til Asien skal vi også med Kim Ki-duk, og så byder vi også på et par overraskelser og flere spændende gæster.

Vel mødt i mørket. Vi satser på, at det bliver skandaløst udbytterigt og umanerligt hyggeligt.

Undervisere

Nanna Frank Rasmussen, filmanmelder og filmskribent

Halfdan Muurholm, dokumentarlærer på Den Europæiske Filmhøjskole

Tilmelding:

Tilmeldingen er åben.

Priser:

Læs om priser på sommerkurser her.