Sommerkurser på Den Europæiske Filmhøjskole
- kom med bag lærredet

Bliv klogere på film i din sommerferie! Hver sommer afholder Den Europæiske Filmhøjskole en række korte sommerkurser, hvor du får mulighed for at fordybe dig i film. Vores sommerhøjskole består både af praktiske workshops og familiekurser samt seminar-baserede sommerkurser. Uanset hvilket kursus, du vælger, får du en uge med ny viden, masser af film, vidunderlig mad og hygge med andre filmelskere i naturskønne omgivelser.


Nedenfor ser du datoer og teasere for sommerkurser 2020. Der vil komme mere uddybende beskrivelser på i starten af 2020. Tilmeldingen til sommerkurser åbner i februar/marts 2020. , hvis du gerne vil have et praj, når vi ved, præcist hvornår vi åbner.


UGE 27 - 28. juni til 4. juli 2020

Kan en film forandre dit liv?

Ligesom malerkunst, poesi, litteratur, musik osv. kan film engang imellem gøre så stort indtryk på os, at vi synes vores liv har forandret sig. Vi tænker eller sanser på en ny måde. Måske bliver vores fascination af film født ved oplevelsen af en enkelt film.
Kursusleder: Per Juul Carlsen

UGE 28 - 5. juli til 11. juli 2020

Familiehøjskole med film og gaming

Familiekursus med film og gaming for hele familien! Ta’ dine børn eller børnebørn med til en uge på Den Europæiske Filmhøjskole med masser af film, gaming og underholdning både for store og små. Du kan vælge mellem to linjer: ”Mig og min gamer” for gamere i alderen 11-17 og deres voksne, eller ”Film Boot Camp” for filmglade børn i alderen 9-17 år. Er der stor aldersspredning hos deltagerne, sætter vi grupper efter alder.
Kursusledere: Søren Hartmann & Henrik Højer

UGE 29 - 12. juli til 18. juli 2020

Uskyldstabet på film

Journalist og tv-vært Lene Johansen ser på uskyldstab på film. Fra det helt basale barndomsminde til tab af uskyld i voksenlivet, kærligheden og erotikken. Eller måske idealisten, der mister sin tro; et samfund, der taber sin renhed. En uge med masser af gode film, samtaler og interviews, der alt sammen skal handle om tab af uskyld, både på det personlige og det kollektive plan.
Kursusleder: Lene Johansen

UGE 30 - 19. juli til 25. juli 2020

Det dobbelte liv

Filmkursus med Politikens Kim Skotte og Henrik Palle. Fra spioner, svindlere og superhelte til bigamister, transvestitter og tvillinger af alle slags. Jo, menneskelivet er en sammensat størrelse, hvor det kan være svært at komme ud af skabet, og hvor lys og skygge hænger tættere sammen, end vi vil være ved. Dobbeltgængeren og dobbeltspilleren som psykologisk og dramatisk figur kan have mange betydninger og udløse både gys, grin og dyb bevægelse. Ikke mindst på film, hvor ’Dr. Jekyll & Mr. Hyde’ var åbningsfilm på den allerførste filmfestival i Venedig i 1932. Samme sted som Joaquin Phoenix i år sørgede for, at den på flere måder splittede og fordoblede ’Joker’ hjemtog Guldløven.
Kursusledere: Henrik Palle og Kim Skotte.

UGE 31 - 26. juli til 1. august 2020

Tegneserier på film

Filmkursus med Jakob Stegelmann. Tegneserien og filmen voksede op og udviklede sig sammen. De har mange fælles træk, og alle slags filmkunstnere har i tidens løb ladet sig inspirere af tegneserier. Men i de seneste år er mængden af film, bygget over tegneserier og grafiske romaner steget voldsomt. Fra de store superhelte-film til små, smalle arthouse-film - og mange thrillere, science fiction film og eventyrlige film henter fra tegneserierne. På kurset skal vi se en masse forskellige film, der har det til fælles, at deres idé, handling og personer stammer fra tegneserier. Vi får besøg af både serietegnere og filmfolk, så vi får belyst samspillet mellem film og tegneserier fra forskellige kunstneres perspektiv.
Kursusleder: Jakob Stegelmann.

UGE 31 - 26. juli til 1. august 2020

Lær at skrive til film: Glem forfatteren, men lær håndværket

Har du en manuskriptforfatter i maven? På dette skrivekursus med fokus på filmmanuskript lærer du at opbygge karakterer, strukturere plot og arbejde med dramaturgi og tema. En intens uges skriveværksted, hvor du lærer at skrive til kortfilm, spillefilm og tv-serier eller webisodes. Kurset er både for yngre filmfolk og ældre, mere erfarne skribenter, som måske ønsker at lære mere om at skrive til film. Dette kursus er også oplagt til dig, der drømmer om at søge ind på Den Danske Filmskole eller Den Europæiske Filmhøjskoles lange kursus. Det er et meget intenst kursus, hvor der skal skrives meget.
Kursusleder: Adam August ("Valhalla", "Underverden", "BEDRAG III").


Brochuren for sommerkurser 2020 kan bestilles på følgende e-mail fra slutningen af januar 2020:

Priser og praktisk info
Mere information om priser og tilmelding til filmhøjskolens sommerkurser.

Læs mere