Biografierne i biograferne

Tilmeld

22.-28. juli 2018

Hvorfor er biografiske film blevet så populære?


John Mogensen, Lance Armstrong, Margaret Thatcher, Edith Piaf, Jørgen ”Gamle” Hansen ... Det vrimler med film om berømtheder i biograferne, og antallet er støt stigende.

Hvorfor? Hvad får vi ud af at se på film, der rekonstruerer kendissers liv? Handler det bare om at løfte dynen og snage? Eller regner vi med at blive inspireret til også at få et spændende og eventyrligt liv ved at studere dem, der satte milepælene?

Det kan man med garanti blive klogere på i selskab med en række af filmhistoriens bedste og mest opfindsomme biopics, samt et par stykker af dem, der desværre nok er allerflest af, de uopfindsomme.

På programmet er film som "I’m Not There" (om Bob Dylan), "The Social Network" (om Facebook-skaberen Mark Zuckerberg), "The Queen" (om Dronning Elizabeth II) og "Så længe jeg lever" (om John Mogensen). Undervejs beretter Per Juul Carlsen, til daglig filmanmelder og journalist på P1 og DR K, om indtryk fra filmverdenens biografier, og der kommer flere besøg i løbet af ugen:

Filminstruktør Ole Bornedal besøger os for at fortælle om sit arbejde med filmen 'Så længe jeg lever' om John Mogensen.

Vi skal også møde manuskriptforfatter Lars K. Andersen, som fortæller om researchen til ’Flammen & Citronen’ og om problemerne med ikke at måtte smudse modstandsbevægelsens ry til, selvom dele af den tydeligvis hang sammen med den kriminelle underverden.

Instruktør Pernille Fischer og forfatter Kim Fupz Aakeson fortæller fx om deres film om den svenske forfatter Astrid Lindgrens ungdomsår, "Unge Astrid" – som i øvrigt endnu ikke har haft dansk premiere.

Og journalist Jacob Wendt Jensen endevender filmbiografien "Kun en pige" om forfatteren Lise Nørgaard og sammenligner med sit eget portræt af Nørgaard i bogbiografien, der blot hedder ”Lise Nørgaard”.

Kursusleder:
Per Juul Carlsen, filmanmelder og vært på P1 Filmland og DRKs Filmselskabet.

Priser og praktisk info
Du kan finde priserne på vores sommerkurser samt mere praktisk info her.

Flere sommerkurser
Se en oversigt over alle vores sommerkurser her.