DK EN

SÅDAN BLIVER DU ELEV

Elever der filmer

Den Europæiske Filmhøjskoles 9-måneders filmkursus er åbent for alle over 17,5 år, som elsker film og kan begå sig på engelsk (da vores undervisningssprog er engelsk). Vi optager elever fra hele verden, op til 20 forskellige nationaliteter på ét kursus.

Vi er dog bundet af den danske højskolelov til at have mere end 50% danske elever på alle tidspunkter af året. Derfor optager vi ca. 55% danske elever og 45% internationale elever.

Vi stræber også efter en ligelig fordeling af køn, da vi ønsker at skabe kønsmæssig diversitet og lighed på skolen såvel som i filmbranchen. I realiteten betyder det, at en person af et bestemt køn kan blive rykket frem på ventelisten, hvis vi vurderer, at det vil skabe bedre balance i kønsfordelingen. Og vi opfordrer alle uanset seksualitet og kønsidentitet at tilmelde sig. 

Vores 9-måneders kursus løber altid fra medio august til medio maj.

Tilmeldingsformularen til vores 9-måneders filmkursus åbner i starten af oktober året før. Du kan læse mere om, hvordan tilmeldingsproceduren foregår under afsnittet "Tilmelding".

Er du i tvivl om, om du kan blive optaget som dansk elev?

Er du dansker, men bor i udlandet? Er du ikke dansk statsborger, men har permanent opholdstilladelse i Danmark?


Den Europæiske Filmhøjskole er meget populær for udlandsdanskere. Måske vil du gerne genbesøge dine danske rødder og lære eller opfriske det danske sprog, men i et miljø, hvor alle taler engelsk? 

Derudover er det også muligt at blive optaget som dansk elev, hvis du har permanent opholdstilladelse i Danmark.

Alle med dansk statsborgerskab/indfødsret eller tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark kan blive optaget som dansk elev på højskole, også selvom du ikke bor i Danmark. Og da vi er lovmæssigt forpligtiget til altid at have mere end 50% danske elever på alle tidspunkter, og da vi får flere internationale tilmeldinger end danske, har du en bedre chance for at få en plads, hvis du tilmelder dig som dansk elev. 

Hvis du ikke har et dansk CPR-nummer, skal du kunne fremvise en anden form for dokumentation på dit statsborgerskab eller indfødsret, enten et dansk pas eller et bevis på indfødsret. Hvis du ikke er dansk statsborger, men har permanent opholdstilladelse i Danmark, skal du kunne fremvise din opholdstilladelse. Hvis du har spørgsmål, må du endelig kontakte os.

Fra Grønland eller Sydslesvig?

Bemærk, at elever fra Grønland, Færøerne og det danske mindretal i Sydslesvig også kan blive optaget som danske elever på højskole.

Herboende danskere betaler i 7 rater. Udlandsdanskere betaler som udgangspunkt i 2 rater - men kontakt os hvis du har spørgsmål.