Vi hepper på heltene, men er i virkeligheden nok mest fascineret af skurkene.
Hovedpersoner fanget i et dilemma mellem det skurkagtige og det heltemodige optager os på en ganske særlig måde. At ville det gode, men ikke formå det, er et motiv, man kender fra de ældste fortællinger og stadigvæk er det godt brændstof, når lyset bliver slukket i biografen og filmen blænder op.
To af Danmarks bedste filmanmeldere, Kim Skotte og Henrik Palle, tager kursisterne med ind i filmens skurkagtige, heltemodige verden.
Hvem er det vi husker bedst fra
Schindler's liste (1992)? Er det den gode Oskar Schindler spillet af Liam Neeson eller er det den nederdrægtige nazistiske lejrkommandant Amon Göth spillet af Ralph Fiennes? Skurkene har det med at stjæle billedet. Billedets motiv bliver dog ofte mest interessant, når vi kommer i tvivl om, hvem der i virkeligheden er skurk, og hvem der er helt. Som i Ang Lee's
Lust/Caution (2007), hvor den kvindelige hovedperson må blive landsforræder for at gøre sin pligt.
Kvinderne slår i det hele taget hårdt på årets kursus. Nyd Bette Davis i Robert Aldrich' klassiker
Whatever Happened To Baby Jane? (1962), Pedro Almodovars
Volver (2006) og blaxploitation-perlen
Foxy Brown (1974).
Faktisk er verdens førende filmekspert i kvinder, der tager sagen i egen hånd, en dansk forsker.
Rikke Schubart er forfatter til bogen "Super Bitches & Action Babes: The Female Hero in Popular Cinema 1970-2006".
Ingolf Gabold, chef for DR-Drama, fortæller om, hvordan vi tildeler helte og skurkeroller til offentlige personer. Vi blander simpelthen rundt på fiktion og virkelighed.
Med velvalgte filmklip går Gabold i dybden på tidens tendens.
Helte og skurke legemliggør det gode og det onde. Men hvad er de to størrelser egentlig for noget, hvis man tager de filosofiske briller på samt psykologien og teologien i ed?
Teolog og filmanmelder
Johannes H. Christensen byder op til guddommelig, djævelsk dans.
En dansk soldat vender hjem fra krigen. Hun er en helt. Men helt så enkelt er det ikke i
Annette K. Olesens Lille soldat (2008), hvor helteforestillingen bliver taget under aktuel og uventet behandling.
Modige instruktør Olesen beskæftiger sig konsekvent med dagligdagens svære moralske problemstillinger.
Den endnu så lidet kendte videnskab Skurkologien bliver i opsigtsvækkende foredragsform præsenteret af filmjournalistikkens svar på Watson og Holmes: Henrik Palle og
Bo Tao Michäelis. Logikkens mestre er på spil igen!
Fællesnævneren for filmene om helte og skurke er, at der er tale om nogle prægtige film, der spænder over et langt filmhistorisk stræk fra
M (1931) og
Rififi (1955) via den syrede kultfilm
El Topo (1970) til Guillermo del Toros visuelt mesterlige og seriøst skurkagtige
Pans Labyrint (2006).
Der vil blive rig lejlighed til at snakke film og selvfølgelig drikke kaffe og rødvin i selskab med de mange gæster.
Kursusfolder sendes ud til alle tilmeldte i begyndelsen af februar 2010. Hvis du ønsker at få vores kursus-folder tilsendt selv om du ikke er tilmeldt endnu,
så send os endelig en email!