Efter et tre-dages introduktionsforløb, hvor man blandt andet lærer at bruge skolens udstyr, koncentrerer kurset sig om det store afslutningsprojekt. Efter et intensivt ideudviklingsforløb, finder deltagerne selv sammen i grupper, hvor de sammen udvikler deres filmprojekt - det være sig fiktion, dokumentarfilm eller noget helt tredje.
Der skal skrives manuskript, laves produktionsplaner, sættes lys, filmes og til sidst klippes og laves lyd. Hele produktionsprocessen vejledes af de to kursusledere, og kurset ender med en stor gallapremiere i skolens biograf den sidste aften.
Vores erfaring siger os, at kursisternes store entusiasme medfører et relativt højt ambitionsniveau i grupperne. Det er nemlig ufattelig sjovt at lave film. Deltagerne skal regne med, at man ofte inddrager aftener og weekenden i midten af kurset. Det kan derfor være problematisk at deltage på dette kursus som dagelev.
Foruden selve filmproduktionen vil de to kursusledere holde en række mere uformelle oplæg om produktion, filmfortælling, filmsprog og filmbranchen.
Der er også i begrænset omfang mulighed for deltage i enkelte sessions på de sideløbende kurser, hvor Mads Egmont Christensen den første uge holder kursus om Filmens forunderlige verden, og den anden uge er det Christian Braad Thomsen, der under titlen Familiebilleder, viser stærke og gribende film om et tema, vi kender, og berører os alle.
Kurset tilrettelægges på en sådan måde, at både begyndere og mere erfarne vil få udbytte af at deltage.
Pris: 6.400 kr. / Dagelever: 4.800 kr.
Er du studerende, får du 10% rabat.
Se flere praktiske oplysninger.
Vi må allerede melde udsolgt på enkeltværelser på samtlige kurser i sommeren 2008. Hvis du tilmelder dig sammen med en anden bliver I naturligvis indkvarteret sammen på et dobbeltværelse, og hvis du tilmelder dig på egen hånd, så vil du naturligvis komme til at bo med en af dit eget køn og nogenlunde samme alder, så vidt muligt.